Jeg blev født 2 uger før termin. Den 16. april omkring klokken 1 om natten valgte jeg at markere Dronningens fødselsdag ved at trække bundproppen til fostervandet ud. I kan tro, at mine forældre fik noget at se til. De troede selvfølgelig, at nu ville de snart få mig at se, men jeg snød dem, for jeg havde slet ikke tænkt mig at komme ud endnu.

Deres læge havde sagt, at når vandet gik på den måde, skulle man lægge sig ned, og ringe efter en ambulance. Det var ikke det hospitalet havde sagt, men for en sikkerheds skyld, lagde mor sig på gulvet ude i entréen, og ringede fluks til hospitalet. Mens hun lå dér, og talte med en fra hospitalet, prøvede far at få tørret alt fostervandet op, og lagt det tøj, der havde ligget på gulvet, i blød. Kort efter tog de derover.

Hele natten havde mor kraftige, smertefulde plukveer, som hun troede var rigtige veer, fordi hun ikke havde prøvet at have sådan nogle før, og derfor ikke vidste hvad forskellen var, men om morgenen fandt de ud af, at jeg bare havde været i drillehumør, og så blev de sendt hjem igen med en ve-hæmmende cocktail og besked om at komme igen om aftenen.

De var ret trætte, og min far fik travlt med at købe nogle ting, som han troede hastede vildt meget. Derfor fik han min farmor til at komme og holde øje med min mor, der prøvede at få tiden til at gå med at sove.

Om aftenen tog de så på hospitalet igen, og da jeg stadig ikke gjorde tegn til at komme ud, blev de sendt hjem endnu en gang – nu med besked om at komme igen næste morgen.

Da morgenen kom, tog de så endnu engang over på hospitalet. Jeg lå lunt og godt i mors mave, og havde stadig ikke tænkt mig at komme ud.

Men så var det deres tur til at snyde mig. Jordemoderen sagde, at det var bedst at sætte fødslen igang, og omkring middag, blev der lagt et ve-stimulerende drop. Så begyndte mor ellers at få veer, og ved firetiden havde hun åbnet sig 3 centimeter. Så blev vi flyttet til fødegangen, og under en time senere havde mor åbnet sig 8 centimeter. Dem fra hospitalet, der hjalp mor, var meget imponerede, og fik pludselig rigtig travlt. Far var meget stolt af mor, og det var der god grund til, for hun havde nemlig overhalet en, der havde prøvet at føde en gang før. Hun havde været så koncentreret, at da lægen kom ind og præsenterede sig, sagde mor bare: “Ja, det er fint!”.

Da jeg så var kommet ud, og vi havde hilst på hinanden, fik far og mor noget at spise og drikke, og fordi der lige var udbrudt strejke samme dag og mor og jeg så ud til at have det godt, måtte vi tage hjem efter fire timer.