Archive for august, 2011
Post Danmark Rundt
Nu er sommerferien forbi, og jeg er tilbage i børnehaven igen. Det har været sjovt at være på tur med far og mor i ferien, men de er jo ikke børn, og I kan tro, at jeg har savnet mine venner. Alligevel var det lidt svært at undvære far og mor de første par dage.
Nå, men i lørdags kom Post Danmark Rundt forbi Maglesø, og det var ret sjovt at se. Ventetiden var lidt lang, men så kom der en masse biler, som kastede gaver ud til os – og is! Far havde lidt svært ved både at holde styr på mig, og få samlet det op, der blev kastet ud, men heldigvis var der nogle af de andre, der var så søde at dele med os. En dame gav mig en is, og der var også en, der gav mig en icetea. Tusind tak, det var dejligt.
Så var der lidt mere ventetid, men nu havde jeg jo både klappere og truthorn, og så var det ikke så slemt. Efter et stykke tid kom der en bil, der sagde, at nu kom cykelrytterne. Det gjorde de også, men først gik der lige 5 minutter, hvor den ene politimotorcykel efter den anden kørt forbi. Mange af politimændene vinkede! Så kom de første cykelryttere og 2 minutter senere kom resten. Jeg både truttede, klappede og vinkede. Det var sjovt, men selvom vi sad et stykke oppe ad en stejl bakke, var de hurtigt forbi os. Derefter kom der en hel masse biler med cykler på taget, og så var det slut, og vi tog hjem igen.
Om aftenen fik vi gæster og lavede bål, og jeg fik lov at blive længe oppe.
Kultur og natur
Midt i sommerferien var vi til Vikingemarked i Trælleborg sammen med Nadja, Mikael og Valdemar, i øse pøse regnvejr, men det holdt hverken os eller vikingerne tilbage. De kæmpede bravt på slagmarken, med sværd og skjolde. Mange døde i kampen men det var kun for sjov så de levede op igen bagefter.
Om mandagen drog vi sydpå. Først gik turen til Faxe kalkbrud. Her fandt far to rigtig flotte flintesten med krystaller indeni. Der var faktisk forssiler over det hele, man skulle bare kigge efter. Vi ledte efter den store dinosaurus ved skrænt og vand. Jeg fik kastet en MASSE sten i vandet og fik våde bukser og sokker, og så mente mor åbenbart at vi skulle op til bilen igen. Vi måtte lede videre efter dinosaurusen på Møn. Så tog vi til Stevns, hvor vi besøgte Mette og Trille, og hundene Uffe og Berta. Det var rigtig hyggeligt. Vi overnattede i sommerhuset og spiste dejlig morgenmad sammen med Trille og Mette.
Derefter gik turen videre til Møns klint. Nøøøj hvor er der mange trapper ned til stranden. Der gik ikke længe før far måtte bære mig ned og senere også op igen. Nu var det mors tur til at være den store finder, vi fandt vættelys, som er forsteninger af blæksprutter. Jeg var nu mest interesseret i at kaste sten i vandet og soppe med bare fødder. Vi sluttede turen af med store vaffelis fra Møns ismejeri, hvor der også var små kalve man kunne klappe. Det var en rigtig dejlig tur.
Vi afsluttede sommerferien med en tur på Frilandsmuseet. Der var spændende gamle huse og møller, og der var også stumfilm og teater. Teaterforestillingen var fantastisk! Den handlede om cykler og kærlighed. Senere mødte jeg en rigtig sød pige, og der gik ikke lang tid før vi stak af hånd i hånd. I kan tro, at vores forældre fik travlt med at indhente os. Det var sjovt.